Rebild Bakker

Foto: RebildPorten

Natur, bakker og kilder

Rebild Bakker er et storslået og smukt kuperet hedelandskab. Besøgende møder nye indtryk året rundt: Om foråret  springer alt ud i lysegrønt,  i sensommeren blomstrer lyngen med sit purpurtæppe, om efteråret gløderlandskabet i smukke røde, brune og gule farver, og om vinteren ligger naturen i dvale – mørk eller under en snevid dyne.

I området findes mange smukke vandreruter, som fx Rebild Bakker ruten, som tager dig forbi mange smukke, spændende og enestående steder.

Efterår i Rebild Bakker

Foto:RebildPorten

Naturen

Rebild Bakker byder på høje stigninger, smukke udsigter, kilder og åer. Når man bevæger sig til top i bakkerne, får man fornemmelse af at man er højt hævet over landskabet. Men faktisk er bakkerne skabt ved, at dybe smeltevandsrender er eroderet ned i et moræneplateau, og de høje bakker er derfor i geologisk forstand falske bakker.

Ved istidens afslutning har en forskydning i kridtundergrunden i Lindenborg Ådal har formentlig dannet en rende for smeltevandet, hvorved tunneldalen opstod. Afsmeltningen foregik i etaper, og i bakkerne ses terrasser i flere niveauer, som er rester af is-søbunde. Det kløftede, kuperede terræn er moræne, som er furet af smeltevand, arktisk jordflydning, sandflugt m.v. Siden nåede stenalderhavet ind gennem ådalen til vejen mellem Rold Storkro og Lars Kjærs hus.

.

Lars Kjærs hus i Rebild Bakker

Foto:RebildPorten

Når man bevæger sig til top i bakkerne, får man fornemmelse af at man er højt hævet over landskabet. Men faktisk er bakkerne skabt af bl.a. dybe smeltevandsrender, og de høje bakker er derfor såkaldte ”falske” bakker.

Sønderkol er et af områdets højeste punkter – 102 meter over havet. Indsatsen for at komme helt op på toppen, lønner sig i rigt mål. Her mødes man af en mageløs udsigt – ikke alene til Gryden (hvor Rebildfesten afvikles), men over Lindenborg Ådal, hvor man kan se de unikke bakkeformationer, de mange stier for gående, og fårene der græsser og som er med til at vedligeholde naturen.

Bakkernes åbne flader favner mange slags vegetation. De smukke bakker dækkes af lyng, revling, tyttebær, blåbær, hønsebær, ulvefod, guldblomme, enebær m.v. Krattene består af bævreasp og bøg samt spredte ege.

Hvis området får lov at ligge hen, vil bævreaspen og derefter bøgen efterhånden brede sig ud over hele arealet. For at hindre at landskabet springer i skov, fjernes trævæksten i de mest markante slugter og dale. Samtidig bruges får- og kreaturgræsning til naturpleje af dværgbuskene, lyng og revling m.fl.

Kilderne - Ravnkilde og Kovadsbækken - fødes af grundvandet, der springer frem mellem kridtet i jorden. De rummer et særpræget insektliv, fordi temperaturen året rundt svinger meget lidt, og året rundt er ca. 7 grader. Floraen i selve kildeområderne er ligeledes sjælden og sårbar. Det er derfor ikke tilladt at færdes heri. I engene nær det kalkrige vand er der smukke orkidéer, som ikke bør plukkes.

Får

Foto:RebildPorten

Rebildfesten

Rebildfesten har været en tradition siden 1912, hvor dansk-amerikanere forærede Rebild Bakker til den danske stat samtidig med, at de skabte Danmarks første nationalpark.

Én dag om året er bakkerne fest og farver. Det er på den amerikanske uafhængighedsdag, den 4. juli, hvor turister, dansk-amerikanere, lokale, verdenskendte talere og ind imellem også kongelige, samles i bakkerne og deltager i årets Rebildfest.

Der er en ganske særlig stemning i Gryden i bakkerne, når tusinder af mennesker samles for at knytte bånd og styrke venskabet mellem amerikanere og danskere. Rebildselskabet står for festlighederne.

 

Rebildfesten i Rebild Bakker

Foto:RebildPorten

Seværdigheder og andre begivenheder

Rebild er og bliver centrum for det store turistområde omkring Rold skov. Her findes også grunden til at området kaldes de små museers land, idet man her finder en del af egnens seværdigheder: Museum Rebild , Lars Kjærs Hus, Top Karens Hus og Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer.

Ved Rebild Bakker finder du også Opera i Rebild, der løber af stablen hvert år den anden søndag i august. Her kan besøgende opleve brudstykker af nogle af de kendte operetter og operaer, opført af Aalborg Symfoniorkester og den Jyske Opera, med indslag af kendte kunstnere. Tag en madkurv med, og nyd de dejlige strofer i de vidunderlige kulisser i Rebild Bakker under åben himmel.

Hvert år er der også julemarkeder i Rebild. Et af julemarkederne er "Rebild julemarked", som er et udendørs julemarked med masser af julestemning og julerier, hestevognsture, varme juledrikke og lækkerier besøges hvert år af ca. 5000 mennesker.

Kort

Group
Group
Åbn i Google Maps
Adresse

Rebildvej

9520

Koordinater

Længdegrad : 9.84194

Breddegrad : 56.831565

Inspiration

Rold Skov
Rold Skov
Ravnkilden
Ravnkilden
Lars Kjærs Hus
Lars Kjærs Hus
Udsigtstårnet "Høje Odde"
Udsigtstårnet "Høje Odde"