
Kovadsbæk Ruten - cykelrute
Kovadsbæk Ruten er en kort og naturskøn cykelrute, der kan køres på en helt almindelig cykel.
Denne cykelrute er primært anlagt på cykelvenlige grusveje.
På Kovadsbæk Ruten vil du passere Naturlegepladsen Røverknolden, Vedsted savværksmuseum og Vedstedskovhus/madpakkehus, hvor der er borde og bænke under tag, samt adgang til toilet og vand. Ved søerne på Rebild Kirkevej er der borde/bænke. Når du passerer Ravnkilden i Gravlev Ådal, har du mulighed for at forsyne dig med rent og koldt kildevand. I bunden af Rebild Bakker kan du nyde synet af de lyngklædte bakker. I Stendalen kører du på grænsen mellem skov og bakker, her passerer du spejderhytten Stendalshytten.
Start med at cykle mod øst ad cykelstien på Rebildvej i retning mod Skørping. Ruten kan naturligvis cykles i begge retninger. Ved at kombinere ruten med Forstrådens Gran Ruten, som også har start og slut ved RebildPorten, får du en cirka 30 km lang, varieret og naturskøn cykeloplevelse.
Start/stop: RebildPorten
Længde: 10,7 km
Højdemeter: 163 hm
Åben i Google Maps*
Download GPX
*) Bemærk, at telefonen skal have internetadgang samt have Google Maps-appen installeret. Åbn først Google Maps-appen og indlæs derefter ruten via linket.