RebildPorten

Rebild Bakker

Læs om den enestående natur i Rebild Kommune

Rebild
Foto: Jørne Skoven

Rebild Bakker er et storslået og smukt kuperet hedelandskab. Besøgende møder nye indtryk året rundt: Om foråret  springer alt ud i lysegrønt,  i sensommeren blomstrer lyngen med sit purpurtæppe, om efteråret gløder landskabet i smukke røde, brune og gule farver, og om vinteren ligger naturen i dvale – mørk eller under en snehvid dyne.

I området findes mange smukke vandreruter, som fx Rebild Bakker ruten, som tager dig forbi mange smukke, spændende og enestående steder.

Efterår i Rebild Bakker
Foto: RebildPorten

Naturen

Rebild Bakker byder på høje stigninger, smukke udsigter, samt kilder og åer. Når man bevæger sig til tops i bakkerne, får man fornemmelsen af at man er højt hævet over landskabet - men faktisk er bakkerne skabt ved, at dybe smeltevandsrender er eroderet ned i et moræneplateau, og de høje bakker er derfor i geologisk forstand det man kalder 'falske bakker'.

Ved istidens afslutning har en forskydning i kridtundergrunden i Lindenborg Ådal formentlig dannet en rende for smeltevandet, hvorved tunneldalen er opstået. Afsmeltningen foregik i etaper, og i bakkerne ses terrasser i flere niveauer, som er rester af is-søbunde. Det kløftede, kuperede terræn er moræne, som er furet af smeltevand, arktisk jordflydning, sandflugt m.v. Siden nåede stenalderhavet ind gennem ådalen til vejen mellem Rold Storkro og Lars Kjærs Hus.

Lars Kjærs hus i Rebild Bakker
Foto: RebildPorten
Rebild Bakker byder på høje stigninger, smukke udsigter, samt kilder og åer. Når man bevæger sig til tops i bakkerne, får man fornemmelsen af at man er højt hævet over landskabet - men faktisk er bakkerne skabt ved, at dybe smeltevandsrender er eroderet ned i et moræneplateau, og de høje bakker er derfor i geologisk forstand det man kalder 'falske bakker'.

Sønderkol er Rebild Bakker's højeste punkt – 102 meter over havet. Indsatsen for at komme helt op på toppen, lønner sig så snart man ser den mageløse udsigt — ikke alene til Gryden (hvor Rebildfesten afvikles), men også over Lindenborg Ådal, hvor man kan se de unikke bakkeformationer, de mange stier for gående, og fårene der vedligeholder naturen ved at græsse.

Bakkernes åbne flader favner meget forskelligartet vegetation. De smukke bakker dækkes af lyng, revling, tyttebær, blåbær, hønsebær, ulvefod, guldblomme, enebær m.v. Krattene består af bævreasp og bøg samt spredte ege.

Hvis området får lov at ligge hen, vil bævreaspen og derefter bøgen efterhånden brede sig ud over hele arealet. For at hindre at landskabet springer i skov, fjernes trævæksten i de mest markante slugter og dale. Samtidig bruges får- og kreaturgræsning til naturpleje af dværgbuskene, lyng og revling m.fl.

Kilderne - Ravnkilde og Kovadsbækken — fødes af grundvandet, der springer frem mellem kridtet i jorden. De rummer et særpræget insektliv, fordi temperaturen er meget stabil året rundt — ca. 7,5 grader. Floraen i selve kildeområderne er ligeledes sjælden og sårbar. Det er derfor ikke tilladt at færdes heri. I engene nær det kalkrige vand er der smukke orkidéer, som ikke må plukkes.

Får
Foto: RebildPorten

Rebildfesten

Rebildfesten har været en tradition siden 1912, hvor dansk-amerikanere forærede Rebild Bakker til den danske stat samtidig med at de skabte Danmarks første nationalpark.

Én dag om året er bakkerne fest og farver. Det er på den amerikanske uafhængighedsdag, den 4. juli, hvor turister, dansk-amerikanere, lokale, verdenskendte talere og ind imellem også kongelige, samles i bakkerne og deltager i årets Rebildfest.

Der er en ganske særlig stemning i Gryden i bakkerne, når tusinder af mennesker samles for at knytte bånd og styrke på venskabet mellem amerikanere og danskere. Rebildselskabet står for festlighederne på dagen.

Rebildfesten i Rebild Bakker
Foto: RebildPorten

Seværdigheder og andre begivenheder

Rebild er og bliver centrum for det store turistområde omkring Rold Skov. Her findes også grunden til at området kaldes de små museers land, idet man her finder en del af egnens seværdigheder: Museum Rebild, Lars Kjærs Hus, Top Karens Hus og Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer.

Ved Rebild Bakker finder du også Opera i Rebild, der løber af stablen hvert år den anden søndag i august. Her kan besøgende opleve brudstykker af nogle af de kendte operetter og operaer, opført af Aalborg Symfoniorkester og den Jyske Opera, med indslag af kendte kunstnere. Tag en madkurv med og nyd de dejlige strofer i de vidunderlige kulisser i Rebild Bakker under åben himmel.

Hvert år er der også julemarkeder i Rebild. Et af julemarkederne er 'Rebild Julemarked', som er et udendørs julemarked med masser af julestemning og julerier, hestevognsture, varme juledrikke og lækkerier, der hvert år besøges af ca. 5000 mennesker.

Find vej

Rebildvej 25a
9520 Skørping
Loading map...