En dag i Rebild med familien
Har du en dag, en eftermiddag, eller er børnene med? Få inspiration til nogle herlige timer under åben himmel med familien i Rebild Bakker og Rold Skov.

Start jeres besøg i RebildPorten
Start jeres besøg hos RebildPorten, og få inspiration til en god dag i Rebild, Rebild Bakker og Rold Skov.
Her kan I blive klogere på områdets natur, finde information om skovens flora og fauna og opleve skiftende udstillinger. RebildPorten er også et godt udgangspunkt for ture ud i landskabet, for herfra er der kort afstand til de kendte Rebild Bakker og flere af områdets stier og ruter.
Følg for eksempel den certificerede Rebild Bakker Rute, som fører jer gennem hedelandskab, stejle bakker og skovens høje træer. Undervejs kommer I også forbi Ravnkilden, en af områdets smukke kilder, hvor vandet pibler frem under Rebild Bakker. Her kan både børn og voksne holde en lille pause, slukke tørsten eller krydse kilden på trædestenene.

Naturlegepladser
Trænger børnene til at bruge kroppen og få frisk luft? I Rebild er der god plads til leg, fantasi og små eventyr i naturen.
På Røverknolden Naturlegeplads kan børnene gå på opdagelse mellem kæmpe edderkopper, musikalske mariehøns og sjove legeredskaber i skovbrynet. Her er der også bålplads, så I kan tage frokosten med, tænde op og måske bage snobrød sammen.
Når energien er brugt, er skoven et oplagt sted til en rolig stund, en madpause eller en god røverhistorie.
Tæt ved RebildPorten finder I også en legeplads ved indgangen til Rebild Bakker. Her kan de mindste lege, mens større børn kan gå på opdagelse på stierne i bakkerne. Tag turen op og ned gennem landskabet, og se om I kan følge med, når børnene suser afsted mellem bakker, træer og små stier.
Klik her for at se en oversigt over naturlegepladser i området.

Spisesteder
Efter en tur i bakkerne kan sulten hurtigt melde sig. Heldigvis finder I flere gode spisesteder i området, hvor I kan holde pause og få noget godt at spise.
Vil I hellere nyde maden i naturen, tilbyder flere steder også take-away eller picnickurve, som kan tages med ud i det fri. Find en rolig plet i skoven eller et sted med udsigt, og nyd frokosten under åben himmel.

Rebildcentret
Når solen står højt, er Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer et oplagt sted at søge ned i de kølige omgivelser.
I de gamle kalkminer venter en særlig oplevelse med kunst, historie og flagermus i stemningsfulde rammer under jorden. Her kan både børn og voksne gå på opdagelse i minerne og mærke stedets helt særlige atmosfære.
Er I nysgerrige på områdets historie, kan I også besøge Rebildcentrets udstillinger. Her kan I blandt andet blive klogere på Den Kolde Krig og på, hvordan kalken har været med til at forme området, som vi kender det i dag.

Troldeskoven
Husk at besøge Troldeskoven når I er i Rebild. Her står nogle af Rold Skovs ældste bøgetræer, hvor de ældste er mere end 300 år gamle.
De krogede bøge har mange stammer og fantasifulde former, der næsten får træerne til at ligne trolde. Nogle steder er stammerne vokset sammen til såkaldte øjetræer. Ifølge gammel overtro kunne man undgå engelsk syge, hvis man kravlede gennem et øjetræ.
I Troldeskoven kan I også besøge skovtårnet Høje Odde. Her kan de modige komme op i højden og nyde udsigten ud over Rebild Bakker.
Har I lyst til at få endnu mere ud af besøget, kan I booke en guide til turen. Guiderne kender området godt og kan fortælle både sjove, spændende og faktuelle historier – og måske også en røverhistorie eller to.

