©  Foto:

Max Henius, Rebild

Max Henius (16.06.1859-15.11.1935) kom selv fra en immigrantfamilie. Hans far var udvandret fra Polen til Aalborg, hvor han opbyggede De Danske Spritfabrikker.

Max Henius var ikke blandt stifterne af Dansk-Amerikansk Selskab, der havde som formål at ”skabe bedre forståelse og inderligere forbindelser mellem vore landsmænd i Danmark og i United States”. Han deltog dog i den stiftende generalforsamling i 1906, og ret hurtigt blev han valgt til præsident for selskabet. Det var Dansk-Amerikansk Selskab, der samlede penge sammen til at opkøbe ”en jysk hedestrækning”, hvor dansk-amerikanere kunne afholde en årlig nationalfest. Som nævnt faldt valget på Rebild Bakker.

I første omgang købte man i 1910 syv jordlodder på tilsammen 130 tønder land.

Den officielle overrækkelse af skødet på Rebild Bakker Nationalpark fandt sted på Marselisborg Slot dagen før den første Rebildfest, der blev afholdt den 5. august 1912.

Kong Christian 10. deltog i festlighederne sammen med ca. 10.000 mennesker i øsende regnvejr.

På denne måde opstod den gode tradition, hvor danskere og udvandrere mødes en gang om året. Rebildfesten har fået ry for at være den største 4. juli fest udenfor Amerika, hvor den amerikanske nationaldag fejres. Da festerne var på deres højdepunkt i slutningen af 1940’erne deltog 50.000 mennesker. Ved Rebildfestens 100 års jubilæum i 2012 var deltagertallet på 5.000.

I dalen i Rebild Bakker lå hans sommerhus som ifølge testamentet blev nedrevet efter hans død. Den første buste af Max Henius blev skabt af kunstneren Carla M. Christiansen i 1937 og står i dalen hvor hans sommerhus engang lå.

Der er siden blevet skabt en ny buste efter den oprindelige, som står ved indgangen til nationalparken Rebild Bakker i Mindelunden.

Kunstneren til denne buste er Dennis Smith som også er kunstneren bag bl.a. ”Familien” ligeledes opstillet i Mindelunden.