Den Gastronomiske Kvalitetssti i Rebild
Oplev Den Gastronomiske Kvalitetssti i Rebild – en 14 km vandrerute, hvor smuk natur, kulturhistorie og lokale madoplevelser går hånd i hånd. Undervejs kan du holde pause ved udvalgte spisesteder og nyde området i dit eget tempo.

Den Gastronomiske Kvalitetssti er en certificeret vandrerute med start og slut ved parkeringspladsen ved RebildPorten.
Her kombineres vandring i smuk natur med gode madoplevelser undervejs. Ruten fører dig gennem noget af områdets mest varierede landskab og passerer tre lokale spisesteder, hvor du kan holde pause og nyde frokost, kaffe eller et måltid.
Ruten er 14 km lang og er ikke afmærket, så du skal følge kortet eller bruge appen ViewRanger undervejs.
Kort over Den Gastronomiske Kvalitetssti
Følg kortet over ruten, når du går Den Gastronomiske Kvalitetssti. Da ruten ikke er skiltet, anbefales det at orientere sig på forhånd og have kortet med på turen.
Ruten
Turen begynder ved RebildPorten og fører dig forbi flere spændende steder i området. Undervejs passerer du blandt andet Cimbrerstenen, Klodholmpladsen og flere gravhøje.
Ved parkeringspladsen ved Grøndalen finder du en gammel brønd samt bord-bænkesæt og grillsted – et oplagt sted til en kort pause.
Herfra fortsætter ruten ad en god skovvej, indtil du når nordsiden af Store Økssø. Du følger søen venstre om, indtil du kommer til badebroen. Her kan du gå mod venstre og under jernbanen til MosskovPavillonen.
Efter et besøg ved MosskovPavillonen fortsætter turen rundt om søen fra badebroen. Når du når højmosen, går du gennem lågen og følger den lille sti over mosen. Vær opmærksom på, at området kan være fugtigt, men der er lagt gåbrædder ud på strækningen.
Ruten fortsætter herefter ad skovvej forbi forfatteren Helge Qvistorffs Gran og Urskoven Teltplads. Når du når Troldeskoven, drejer du ind på skovvejen mellem de forgrenede og krogede bøgetræer, inden turen fører dig videre til Rold StorKro.
Efter besøget på Rold StorKro følger du den asfalterede hulvej et kort stykke. Lige før Kovadsbæk drejer du til højre og følger skovvejen langs bækken.
Den sidste del af turen går op gennem Rebild Bakker og forbi flagstængerne på festpladsen, hvor Rebildfesten fejres hvert år den 4. juli. Herfra fortsætter du tilbage til parkeringspladsen ved RebildPorten.
Praktisk information
Ruten er ikke afmærket. Det er derfor nødvendigt at følge kortet eller bruge appen ViewRanger på turen.
Husk også, at du selv skal reservere bord på restauranterne på forhånd.
Kontaktoplysninger til restauranterne
Rebildhus
Rebildvej 25, 9520 Skørping
Telefon: 98 39 12 00
E-mail: info@rebildhus.dk eller kim.rebildhus@gmail.com
MosskovPavillonen
Møldrupvej 34, 9520 Skørping
Telefon: 98 39 20 33
E-mail: post@mosskovpavillonen.dk
Rold StorKro
Vælderskoven 13, 9520 Skørping
Telefon: 98 37 51 00
E-mail: roldstorkro@rold.dk
Kontaktoplysninger
- Email: info@rebildporten.dk
- Phone: +45 99 88 90 00
Find vej
Rebildvej 25a
9520 Skørping
Sidst opdateret af::RebildPorteninfo@rebildporten.dk






