Flyverstenen i Rebild Bakker
Flyverstenen i Rebild Bakker står i mindelunden ved indgangen til Rebild Nationalpark. Mindesmærket er rejst til ære for de 69 allierede flyvere, der mistede livet under nedkastninger af våben og sprængstof til den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.

Flyverstenen i Rebild Bakker
Til venstre for indgangen til Rebild Nationalpark ligger en mindelund med tilknytning til besættelsestiden. Her står Flyverstenen, som er rejst til minde om de 69 allierede flyvere, der mistede livet under Anden Verdenskrig i forbindelse med nedkastninger af våben og sprængstof til den danske modstandsbevægelse.
En stor del af nedkastningerne fandt sted i Nordjylland, og derfor ønskede en gruppe markante personer fra modstandsbevægelsen at placere mindesmærket et sted, hvor mange mennesker ville se det. Blandt initiativtagerne var Jørgen Hæstrup, Flemming Juncker, Ole Lippmann, A. Toldstrup, Svend Truelsen, Erik Frandsen og oberst Helge Gram.
Mindesmærket består af en granitsten, der måler 2,8 meter i højden, 1 meter i bredden og 0,8 meter i dybden. På stenen står inskriptionen:
"Under nedkastningsoperationer til den danske modstandsbevægelse i besættelsestiden 1940-45 mistede 69 allierede flyvere livet. De trodsede mørkets og ondskabens farer i kampen for frihed og fred. Derfor skal de mindes til sene tider med Danmarks taknemmelighed."
Flyverstenen blev afsløret ved en ceremoni den 5. maj 1990.
Sidst opdateret af:RebildPorteninfo@rebildporten.dk





