©  Foto:

Gravlev Kirke

Landsbykirke

Gravlev kirke stammer fra middelalderen. Den består af romansk kor og skib og sengotiske tilbygninger. Indvendigt er den smukt og enkelt udstyret.

På kirkegården ligger billedhuggeren Anders Bundgaard begravet. Det var ham, der skabte Gefionspringvandet i København og Kimbrertyren i Aalborg. På hans gravsten ligger en lille statue, formet af ham selv, forestillende en pige, kaldet Hedepigen. Hun ligger, så hun kigger lige mod Ravnkilde på den anden side af Gravlev Sø. Flere af Anders Bundgaards værker kan i øvrigt ses i Thingbæk kalkminer.

Fra kirkegården er der en imponerende flot udsigt over hele området.

Foran kirken står træskulpturen ”Størst er kærligheden” udført med motorsav af Jeppe Sig Vestergaard i 2001. Skulpturen er tillige et minde om de store gamle elmetræer, der tidligere omringede kirken. Her er nu kun få tilbage.