RebildPorten

Christinas Familie

Ved indgangen til Rebild Nationalpark står bronzeskulpturen Christinas Familie. Skulpturen fortæller historien om danske udvandrere, deres håb, afsked og lange rejse mod et nyt liv i Amerika.

Christinas Familie
Rebild, Nordjylland
Street art og skulpturer
Foto: RebildPorten

Christinas Familie

Ved indgangen til Rebild Nationalpark står bronzeskulpturen Christinas Familie, også kendt som Emigrants. Foran skulpturen er der lagt brosten med navne på mormoner, der udvandrede fra Danmark.

Skulpturen blev afsløret ved Rebildfesten i år 2000 og forestiller en dansk udvandrerfamilie på vej mod et nyt liv i Amerika. Den tager udgangspunkt i familien Beck, som var blandt de omkring 18.000 danskere, der i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede udvandrede og blev en del af mormonsamfundet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Selvom skulpturen viser en bestemt familie, fortæller den også historien om mange andre udvandrere. Mor, far og børn står med blikket rettet mod fremtiden og det nye hjem, fyldt med håb og forventninger. Bedstemoren ser derimod tilbage med et mere sørgmodigt blik. For hende er rejsen forbundet med afsked, usikkerhed og savn, blandt andet fordi hendes mand blev i Danmark.

Barnet i moderens arme minder om de mange spædbørn, der ikke overlevede den lange og vanskelige rejse over havet.

For familien Beck og mange andre danske familier sluttede rejsen ikke ved ankomsten til USA’s østkyst. Fire måneder efter afrejsen fra Hamborg nåede de Salt Lake-dalen i Utah, hvor nye udfordringer ventede. I begyndelsen boede familien blandt andet i et lille hjem bygget af soltørrede mursten med tag af tørv. Senere slog de rødder, og efterkommere af familien Beck bor stadig i byen Alpine i Utah.

Skulpturen er skabt af den amerikanske billedhugger Dennis Smith, der blev født i 1942 i Alpine, Utah. Han er af dansk afstamning med rødder i Vendsyssel, og Christinas Familie skildrer hans egne forfædre – heriblandt oldemoren Christina, som udvandrede til Amerika.

Dennis Smith er kendt for sine skildringer af familier, mødre og børn, og hans værker har sat et markant præg på skulpturkunsten i USA.

Christinas Familie er doneret til Rebildselskabet af en kreds af medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Find vej

Rebildvej 29

9520 Skørping

Find vej
Loading map...

Sidst opdateret af::RebildPorteninfo@rebildporten.dk