
Rold skov MTB Marathon 2026
Rold Skov MTB Marathon 2026
Lørdag d. 30. maj 2026 – Danmarks måske fedeste MTB-race
Rold Skov MTB Marathon afvikles for 4. gang i 2026 – og denne gang åbner vi også for e-bikes på de to længste distancer. Løbet finder sted lørdag den 30. maj og køres i et af Danmarks stærkeste MTB-områder. Ruten minder om 2025-udgaven og byder på masser af flydende singletrack, variation og kvalitetsspor i hjertet af Rold Skov – ikke mindst takket være Sporlauget.
I år kan du vælge mellem tre distancer:
Den korte på ca. 28 km med 350 højdemeter,
den mellemlange på ca. 45 km med 600 højdemeter eller
den lange rute på ca. 90 km og 1200 højdemeter, hvor du kører to omgange på mellemruten. E-bikes er velkomne på 45 og 90 km – cyklen skal blot være lovlig, og der uddeles ingen præmier i e-bike-klassen, men du kan stadig se din placering. Terrænet består primært af spor med en smule grus og næsten ingen asfalt, så alle med erfaring fra MTB-spor kan være med. Bemærk, at cut-off for udgang på anden runde på 90 km er kl. 14.00.
Ruten fører dig forbi flere af Rold Skovs ikoniske højdepunkter, blandt andre Racerbanen, Cypressen, Stendalen, Lasses Knold, Rebild Bakker, Store Økssø, Long Ajes, Bråtens Knold, Mosebakken og Ardennerne – og meget mere. Undervejs kan du tanke op i vores depot ved Skørping Idrætscenter, og når du kommer i mål, står vi klar med pølser, øl eller vand samt mulighed for et varmt bad.
Start og mål er ved Skørping Idrætscenter, Himmerlandsvej 59, 9520 Skørping, hvor alle distancer sendes afsted kl. 10.00. Der køres i startgrupper med ca. tre minutters mellemrum for at sikre godt flow på sporene, og vi opfordrer til, at du vælger den gruppe, der passer realistisk til dit niveau. Startgrupperne spænder fra ELITE (+24 km/t) og WANNABE ELITE (22–24 km/t) til DE LOKALE HELTE (20–22 km/t), UPCOMING HELTE (18–20 km/t), DEM DER TRÆNER 100 KM/UGE (16–18 km/t) og til sidst ALLE OS ANDRE, der kører under 16 km/t. Husk, at 18 km/t i snit er rigtig hurtigt i Rold Skov.
Man kan tilmelde sig i kategorierne:
Solo herrer
Solo damer
Solo juniorer (10–14 år), hvor juniorer kan vælge mellem 28 og 45 km.
Der uddeles præmier til de tre bedste i hovedkategorierne, mens aldersklasse-resultater (30, 40, 50 og 60 år) kan ses, men ikke præmieres. Hvis der er færre end fem deltagere i en kategori, gives der ingen præmier. Derudover kåres den MTB-klub, der stiller med flest ryttere.
Glæd jer til et fedt RACE!!