8 timers trail challenge i Rebild Bakker

Events åbner for endnu en sommersæson i Rebild

29.6.2021
Foto: RebildPorten

Lørdag den 26. juni lød startskuddet for endnu en sommersæson i Rebild. Det er blevet til nogle enkelte sportsevents i foråret, men nu bliver der drøn på kalenderen.

Mange havde set frem til at kunne snøre løbeskoene og sætte sig op på cyklen, da der blev afholdt både 8 timers trailløb og DGI Hærvejsløbet, hvor en helt ny gravelstart så dagens lys.

Udfordrende løb, toppen af Rebild og ny gravelrute

250 løbere indtog bakkerne, da Rebild National Park i lørdags dannede rammer for 8 timers TRAIL Challenge, arrangeret af Sports Universe. Løbet startede ved indgangen til Rebild National Park. Ruten på ca. 7 km. varierer fra år til år og er perfekt designet til trailløb, hvor deltagerne bliver udfordret med både trapper, single-track og 300 højdemeter i naturskønne omgivelser.

Arrangøren bag 8 timers TRAIL Challenge var positiv og glad for opbakningen til løbet. ”Vi har glædet os helt vildt og vi kan mærke at folk har savnet at mødes” – Mark Laursen, Sports Universe

Deltagerne var kommet fra flere steder i Danmark og havde slået telte op langs startlinjen med god afstand. Operapladsen var fyldt af fællesskab, hygge og god stemning, hvor både familie og venner var mødt op for at heppe på de deltagende. Mark håber på, at mellem 600 og 1000 næste år vil deltage i 8 timers TRAIL challenge, som også bliver afviklet i Rebild National Park.

Som noget helt nyt i år var der en gravelstart ved DGI Hærvejsløbet. En gravel rute fra Rebild til Viborg på 95 km., hvor deltagerne enten kunne cykle på gravelcykler eller MTB på udvalgte grusveje i smukke naturomgivelser. Startskuddet lød fra RebildPorten tidlig formiddag, hvor deltagerne i interval blev sendt af sted på ruten.

Kort tid efter at de knap 400 deltagere var sendt afsted, begyndte de første ryttere at komme i depot fra Hærvejsløbet. Den 125 km lange distance fra Aalborg til Viborg havde 800 deltagere, der blandt andet skulle prøve kræfter med den snoede hulvej op imellem bakkerne inden første depot i Rebild.

Med i løbet var deltagere fra Gl. Hasseris Cykelklub i Aalborg og her var humøret højt.

”Vi er helt tosset med at cykle” – lyder det fra Rasmus, Gl. Hasseris Cykelklub

Klubben har før deltaget i Hærvejsløbet og er meget tilfredse med løbet. Toppen af Rebild var ingen udfordring for de erfarne cykelryttere, som tog den i strakt arm. Efter et velfortjent hvil i depotet, var de hurtigt videre med kurs mod næste depot ved Vebbestrup flødeis.

Der var også plads til de almindelige besøgende

Alt imens de tre sportsevents blev afviklet, var naturen i området stadig åben for de mange besøgende som ellers havde fundet vej til Rebild denne dag hvad end det var i forbindelse med en vandretur, udflugt, et bryllup eller en konfirmation. Flere så med ved vejkanten, da deltagerne kom cyklende forbi. En gruppe lokale fra Terndrup var taget til bakkerne for den friske luft og hyggen. De synes det var dejligt med sportsarrangementerne, som er med til at sætte Rebild på Danmarkskortet.

Sæsonen er kun lige begyndt

Der er ingen tvivl om at sommeren er startet i Rebild og med en vellykket lørdag fyldt med smil og sved på panden, kan de besøgende hen over sommeren se frem til flere sport- og kulturevents i Rebild. På programmet er der bl.a. Rebildfesten, Opera i Rebild, Run O’Clock, RSCS MTB race, Rundt om Rold, Rold Skov Open Water og meget mere.

Du kan finde mere information om arrangementerne på www.rebildporten.dk, hvor kalenderen løbende opdateres. RebildPorten står som altid klar til at hjælpe arrangører og besøgende.

Pernille Mulvad Møller
Destinationsudvikler og eventkoordinator

Destinationsudvikler (Eventansvarlig)

pmmo@rebild.dk