
Netværk giver (grønne) resultater
RebildPorten indbød sidste år til lokalt turismesamarbejde i et bredt netværk. De godt tres medlemmer af netværket kommunikerer og sparrer løbende. Dertil kommer omkring fire netværksmøder om året, som holdes på skift hos medlemmerne.
Allerede nu begynder de første konkrete resultater af samarbejdet at vise sig i form af lokale og bæredygtige initiativer. Ejeren af Røverstuen Mikkel Schnoor Nielsen lagde selv lokaler til det første netværksmøde, og ved den lejlighed faldt han i snak med Jan og Lone Thrysø fra Guldbæk Vingård. Det ene ord tog andet, og nu kan gæsterne på Røverstuen vælge at nyde rosé, hvidvin eller dessertvin, der er produceret på vingården i Guldbæk.
Mikkel Schnoor fortæller:
- Jeg bruger også vinstokke fra Guldbæk, når jeg hjemmerøger mine laks. Røg fra vinstokke giver nemlig smagen mere kant end røg fra bøgeflis. Mange af vore gæster tager godt imod de lokale vine, både fordi de smager godt, men også fordi de er lokale.
Lokale produkter er også godt for bæredygtigheden
For Mikkel Schnoor betyder det noget, at produkterne fra Guldbæk ikke skal transporteres over lange afstande, og at det klart er mere bæredygtigt at røge med vinstokke fra Himmerland end at skulle bruge vinstokke fra Frankrig, som han har gjort tidligere.
Erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg supplerer:
- Målet med at lave turismenetværket er, at samarbejdet skal udmønte sig i kommerciel succes. At det så samtidig, som i dette tilfælde, også har et bæredygtigt aftryk er rigtig fint. Det er i tråd med en nødvendig samfundsudvikling og i overensstemmelse med FN’s verdensmål, som vi i Rebild Kommune arbejder med. Gæsterne sætter pris på salg af lokal vin både som en autentisk historie og som noget, der giver et minimalt aftryk på klimaet.
- Meget apropos handler næste møde i turismenetværket netop om bæredygtighed. Et oplæg skal inspirere og opfordre turismeaktørerne til at tænke i bæredygtige løsninger, som både giver mening for klimaet og kan aflæses på bundlinjen. Vi ved, at det kan lade sig gøre, for vi er allerede langt på dette område i Rebild, slutter Jane Bejlegaard Lindberg.
Flere lokale samarbejder
Mikkel Schnoor har allerede det næste lokale samarbejde i støbeskeen. Snart vil gæsterne også kunne fornøje sig gin fra Volsted Distillery.
Et andet eksempel på samarbejde, der udspringer af netværket, er to vellykkede vandreture med temaet Gin og Kilder, som Rebild Guide Birgitte Simonsen og Thorbjørn Ravn Kaagaard fra Volsted Distillery arrangerede i august.