Gå til indhold
Parkeringsplads ved RebildPorten og indgangen til Rebild National Park

Naturen er altid åben for aktiviteter - Nu er RebildPorten også åbnet igen

20.1.2022
Foto: Kjetil Løite

RebildPorten er i samme kategori som museer, zoologiske anlæg og kunsthaller, og alle lignende kulturinstitutioner har som bekendt været nedlukket i perioden 19. december til 16. januar.

Nu er dørene endelig åbnet igen, så kig forbi RebildPorten, hvis du vil have inspiration til dit besøg i bakkerne eller andre aktiviteter i kommunen.

Jane Pilgaard, teamkoordinator i RebildPorten, udtaler om genåbningen: Det bliver dejligt endnu engang at kunne byde velkommen til besøgende i RebildPorten. Vi har blandt andet benyttet nedlukningen til at lave justeringer i vores udstilling. Blandt temaerne er eksempelvis, de kulturhistoriske fortællinger såsom RebildFesten & udvandringen til USA, Røverne fra Rold, 2. Verdenskrig i Rebild, Flagermusene, De smukke vandrige kilder og meget mere.

Som altid er der naturligvis også gratis vejledning og guidance til de mange forskellige naturoplevelser, herunder vejledning til guidede ture. Vi glæder os til at fortælle mere og vise frem i den kommende tid.

I jule- og nedlukningsperioden har vi også glædet os over en stærkt stigende interesse for vores unikke udendørsarealer her i Rebild Kommune. Der har især været stor interesse for vores søer, hvor eksempelvis Store Økssø markerer sig stærkt med næsten en fordobling af besøgende sammenlignet med forrige år.

I bakkerne har der været lidt mindre aktivitet end normalt, men forklaringen kan være, at der har været is på stierne. Sne og is gav os til gengæld så meget andet, da vi inden jul lagde natur til en del ski- og kælkeaktivitet. Det er altid en fornøjelse at høre børnehvin i bakkerne.

Vi ses i derude og i RebildPorten!

2022 i RebildPorten

RebildPorten besøges årligt af flere end 70.000 gæster og er omdrejningspunktet for mange aktiviteter indenfor outdoor, kultur, events og erhvervsturisme. I det kommende år gearer RebildPorten endnu mere op i formidlingen af Rebild og en målrettet indsats mod at tiltrække både nationale, skandinaviske og internationale turister til kommunen.

Med den stigende interesse for naturoplevelser står RebildPorten overfor helt nye potentialer, og vi sætter ambitionsniveauet derefter.

Jane Pilgaard

Teamkoordinator (Daglig drift og koordinering)

japi@rebild.dk

Mobil:+45 40619753

Share your wonders: