MTB i Rold Skov

På mountainbike i Rold Skov

Er du til tempo og udfordringer
Så har vi en velkendt mountainbikerute, der går gennem et flot og varieret terræn som veksler mellem kørsel på grusvej og små skovstier, til fladt og stærkt kuperet terræn.

Så undervejs er der nok at se til, både hvad angår cykling og seværdigheder! Når ruten er kørt igennem har man passeret bl.a. St. Økssø, Stendalen, Ravnkilde og Gravlev Ådal og tilbagelagt 23 km og ca. 600 højdemeter.

Mountainbikeruten er markeret med blå prikker på træerne og mountainbike piktogrammer på røde pæle. Ruten skal køres med uret rundt.

Vil du cykle i selskab med andre, så er Støvring cykler - udlejning og guidede ture og Rebild MTB-Guider din sikkerhed for at du får en sjov og god MTB oplevelse.
Cykelklubben Televom i Skørping er også en god mulighed. De har fast træningstur hver lørdag kl. 10 fra Enighedsvej 11 i  Skørping.
Støvring cykler har lørdagstur fra butikken på Hobrovej 72, kl. 8.00 og over i Rold Skov. Ingen tilmelding.

Det kuperede terræn i Rold Skov er et meget populært MTB område.

Aktuelt er der 3 ruter:

Den Store Rold Skov rute består af en gennemgående let blå rute med mulighed for tilvalg af røde og sorte delstrækninger. I alt er der 32 km rutenet med 685 højdemeter. Ruten består af både single-tracks, strækninger med et godt flow og store stigningsmæssige udfordringer i skoven syd for Rebild Bakker.Ruten passerer ”24 timers ruten” og de kan kombineres. Se kort her.

24 timers ruten har sit navn fra det årlige ”rold24race” der foregår på den 14 km lange rute. De ca. 200 højdemeter byder på masser af tekniske svære single-tracks. Ruteområdet rummer også et teknikområde og en Børne MTB-bane. Se kort her.

Rold Skov downhillbane er 450 meter lang og med ca. 45 højdemeter. Du finder her de vildeste downhill-elementer som starttårn, store og små jumps, northshores, berms, double og tables mm. En meget vanskelig – og ekstrem – bane. Bruges bl.a. i den danske Downhill-cup. Kørsel på banen kræver sikkerhedskursus(Licens). Se kort her.

Vis hensyn – MTB –kodeks:
Kør i roligt tempo, når du møder andre skovgæster. Brug evt. ringeklokken i god tid eller et verbalt ”ding-ding”. Smid ikke affald i naturen. Undgå steder, hvor der er mange skovgæster, og værn om dyr og planter samt på afmærkede ridestier, vandreruter, fortidsminder, gravhøje, trapper. Rigtig god tur i det kuperede terræn. Læs mere her.

Vil du prøve kræfter med mere end 350 kilometer mountainbikeruter – skal du ud på ”De 10 Spir”. Har man gennemført en rute i alle 10 området, kan du blive optaget i 10 spir Hall of Fame. Se ”De 10 Spir” her

Styrk din teknik på mountainbike:
Nu kan du træne sikkerhed i form af sving, hop og balance på et nyt MTB-teknikområde i Rold Skov.

Teknikområdet indeholder stort set alle de tekniske udfordringer, man møder på en ”rigtig” mountainbikerute i skoven. Der er små og store sving, små og store ”drops”, rødder og træstammer man skal over, små ”step ups”, opkørsler, balancebomme og ”slalomkegler”.

I området er der også lavet nogle korte ruter på under to kilometer med forskellig sværhedsgrader, så man også kan træne teknik på et ”rigtigt” mountainbikespor ved siden af. Rold Skov byder desuden på to MTB-ruter med forskellige sværhedsgrader samt en ekstrem svær downhillbane for de meget øvede.

Sted: Teknikområdet ligger i Brændeskoven lige ved den store bålhytte syd for Skørping Skole. Følg skiltene fra Skørping Hallens parkeringsplads.

Kort over MTB Teknik Område

Del denne side

Downhill i Rold Skov

Børne MTB-ruten i Rold Skov

Andre aktive oplevelser i Rold Skov